Plan Puebla Panama
PDF Udskriv Email

To motorveje tværs igennem Mexico, skattefrie zoner hvor uden- og indenlandske investorer vil skabe 90.000 arbejdspladser. Udbygning af havne og lufthavne, en ny kanal til afløsning af Panama-kanalen samt tre kæmpe vandkraftværker i Lacandona-junglen. Den mexicanske regerings talsmand kan simpelthen ikke forstå hvorfor EZLN er modstandere af planen.

Der sidder en mand bag et skrivebord på et kontor i ét af Mexico Citys mest fashionable kvarterer. Det er sidst på en stegende hed eftermiddag, men klimaanlægget og de tonede glas i kontorets vinduer tillader ikke solen at genere. Mandens navn er Florencio Salazar, regeringens koordinator for "Plan Puebla-Panama", en gigantisk udviklingsplan for den sydlige del af Mexico som bl.a. omfatter delstaten Chiapas.

"Der er tale om et socialt tiltag som skal bringe udvikling til de områder af Mexico der traditionelt hører til de fattigste i landet", siger han og fortsætter med at præsentere planen: I de kommende år vil der blive anlagt to motorveje som skal forbinde Mexicos Atlanterhavs- og Stillehavskyster. Langs disse veje skal der etableres skattefrie zoner hvor uden- og indenlandske investorer har mulighed for at starte produktioner som skal sikre beskæftigelse til de mange arbejdsløse. Denne del af Plan Puebla-Panama anslåes i første omgang at føre til oprettelsen af 90.000 arbejdspladser. De allerede eksisterende havne og lufthavne udbygges og forbedres. Og én af hjørnestenene i Plan Puebla-Panama er konstruktionen af en ny kanal på Tehuantepec-striben i delstaten Puebla.

Kanalen skal afløse den efterhånden utidssvarende Panama-kanal. Næste skridt er anlæg af 3 kæmpe vandkraftværker i Lacandona-junglen i Chiapas der skal sikre elforsyningen i området. Lacandona spiller i det hele taget en hovedrolle i projektet. De rige forekomster af olie, uran og mineraler samt dét faktum at en tredjedel af alle Mexicos drikkevandsforsyninger findes hér, gør automatisk området interessant for både nationale og udenlandske investorer. Helt præcist hvor meget olie der findes i Lacandona, véd Florencio Salazar ikke, og han mener i øvrigt heller ikke det i første omgang er det mest interessante. Men i følge de foreløbige dokumenter investerer det nationale mexicanske olieselskab PEMEX 65 milliarder pesos alene det første år på at anlægge veje, opstille boreplatforme osv.

 

Anslag mod mennesker og natur

Der sidder en mand på en taburet uden for et af klasseværelserne i det antroplogiske institut i Mexico City. Her er generalstaben fra den indianske oprørsbevægelse EZLN indlogeret. Hans hænder fingererer ved piben - eller kradser i skægget bag skihætten. Han er talsmand for EZLN og kommenterer Plan Puebla-Panama således:

"Dette projekt er i realiteten et massivt anslag mod mennesker og natur. Hvad man med planen forsøger er at flytte grænsen mellem Mexico og USA fra Rio Bravo-floden i nord ned til delstaten Puebla og dermed indlemme alle Mexicos nordlige delstater og gøre dem til nordamerikanske, omdannede til en serie af maquiladoras. At få udryddet samtlige indianske befolkningsgrupper eller i det mindste "blæst"dem ned til Mellemamerika og få skabt en ny grænsezone i den centrale del af landet omkring Mexico City som skal dæmme op for den stadigt stigende illegale immigration mod USA. Man konstruerer et nyt Mellemamerika fra Puebla ned til Panama, konverteret til en række bananrepublikker af værste skuffe!"

Florencio Salazars stemme bliver hård i tonen da han præsenteres for kritikken:

"Det er blot et udtryk for subcomandante Marcos’ ydertliggående politiske holdninger, hans første deklarationer om Plan Puebla-Panama kom før projektet overhovedet var blevet offentliggjort. Man skal også nok lige holde sig for øje at flertallet af befolkningen som bliver direkte berørt af planen IKKE støtter EZLN. Det ville i det hele taget være ønskeligt om Marcos selv ville fremsætte konkrete alternativer for at afhjælpe den manglende udvikling. Desuden har vi officielt givet klart udtryk for at Plan Puebla-Panama først vil blive sat i værk efter en folkelig høring blandt indbyggerne i de 9 delstater; dvs. efter konsultationer med bondeorganisationer, repræsentanter fra byområderne, fra finanssektoren, fra de private virksomheder... Hvis dette projekt skal lykkes, må det nødvendigvis have bred opbakning."

 

Vil bryde fattigdomsmønstret

Men EZLNs talsmand forsikrer:

"Det er os, alle de indianske befolkningsgrupper - ikke kun fra EZLN - der ejer jorden. Vi råder over folk nok, og vi skal nok yde modstand! Der bliver ingen Plan Puebla-Panama i de zapatistiske regioner. Og jeg vil godt vædde på at i flertallet af de områder hvor der bor indianske befolkningsgrupper er holdningen den samme. Plan Puebla-Panama bliver aldrig til andet og mere end en 8 spalters hensigtserklæring indrykket i aviserne; i realiteten vil den aldrig blive iværksat. Hvis myndighederne mener noget med deres udtalelser om fredelige løsninger, vil de blive nødt til at revidere planen og tage hensyn til og vise respekt for de indianske kulturer. Ellers kan de vælge at indføre planen med voldelige midler. Den eneste måde man kan gennemtvinge projektet er med våbenmagt for de indianske befolkningsgrupper har ikke i sinde at sidde med armene over kors og blot vente på at man går i gang med at forgribe sig på naturen!"

Florencio Salazar:

"EZLN repræsenterer overhovedet ingen trussel - de er en mulighed! Hvis de altså virkelig ønsker fred, og med fred mener jeg indledningen af en periode med udvikling der tillader de indianske grupper at bryde fattigdomsmønstret. Om EZLN vælger at skrive under på en fredsaftale med de mexicanske myndigheder er i dén forbindelse ikke så afgørende for Plan Puebla-Panama er en udviklingsplan for hele det sydlige Mexico. Det er indlysende at et klima præget af forhandlinger er en fordel hvis man vil tiltrække investeringer. Men vi har påtaget os det ansvar at få ændret de vilkår den fattigste del af befolkningen lever under. Hvis en fredsaftale ulykkeligvis ikke underskrives, vil vi ikke bare affinde os med at millioner af mexicanere som ikke er tilhængere af EZLN, fortsat skal holdes i fattigdom. Det forekommer mig i øvrigt også at der bør udvises et minimum af ansvarlighed fra EZLN’s side, og det betyder at de i det mindste overvejer projektet i alle dets aspekter og ikke udelukkende afviser det af ideologiske årsager. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor EZLN er modstandere af planen."

 

Skjult dagsorden

At det er påtrængende nødvendigt med økonomisk udvikling i det sydlige Mexico er indlysende: Statistikker over børnedødelighed, gennemsnitslevealder, indkomster, uddannesesmuligheder for de indianske befolkningsgrupper osv. taler deres tydelige sprog om de middelalderlige tilstande mennesker i det 21.århundrede "tilbydes". Florencio Salazar har unægtelig ret i at det er de mexicanske myndigheders ansvar at forbedre forholdene for indbyggerne. Spørgsmålet er om Plan Puebla-Panama har dét som sin primære opgave. Journalisten og forfatteren Carlos Fazio har sine tvivl:

"Projektet har en skjult dagsorden - det er et forsøg på at omdanne hele det sydlige Mexico til en transportkorridor for den nordamerikanske eksport til Asien. Hvis man ser på et landkort over USA, skal man lægge mærke til at landet er delt i to: Øst for Rocky Montains-bjergene findes praktisk talt al nord-amerikansk industri og alle store eksporthavne som i sin tid blev anlagt i forbindelse med samhandlen med Europa. Eksporten til Asien - specielt Kina, Australien og landene i Stillehavsområdet - har fået stadig større betydning for USA. Men omkostningerne ved at udbygge et vejnet der kunne forbinde USA’s Atlanterhavs- og Stillehavskyster, som skal gå tværs gennem Rocky Mounains, samt udgifterne med at etablere eksporthavne osv. på Vestkysten, vil blive så gigantiske at det er mere interessant for nordamerikanerne at overlade den slags til Mexico. Konstruktionen af en afløser for Panama-kanalen på Tehuantepec-striben skal også ses i dette lys."

 

Verdens billigste arbejdskraft

Hvor Florencio Salazar ikke med ét ord nævnte maquiladores, tillægger Carlos Fazio disse en meget stor betydning: "Hemmeligheden bag denne del af planen, med skabelse af foreløbig 90.000 arbejdspladser, er at nordamerikanske arbejdere har en gennemsnitstimeløn på 9,6 dollar, mens mexicanere kun tjener 2 dollar i timen for den samme type arbejde. Fox’s plan er simpelthen at kunne tilbyde de udenlandske investorer - og her især de nordamerikanske - verdens billigste arbejdskraft, nemlig de mexicanske indianske befolkningsgrupper."

Og han fortsætter:

"Da den zapatistiske karavane gjorde ophold på Tehuantepec-striben, fastslog de at denne IKKE er til salg. Senere ved det store møde i Nourio, organiseret af den indianske paraplyorganisation Congreso Nacional Indígena CNI hvor også EZLN deltog, blev dette gentaget i slutdokumentet. EZLNs oprør er tæt knyttet til bøndernes krav om jord. Bønder uden jord er en selvmodsigelse, og Plan Puebla-Panama drejer sig bl.a. om at tage jorden fra bønderne og overdrage den til nationale og internationale koncerner. Selskaberne er interesserede i at udnyttte de naturlige ressourcer i området: Olie, uran, mineraler og hvad der formodentlig bliver lige så vigtigt i det 21. århundrede som olien var i det forrige, nemlig drikkevand! Én af de helt basale diskussioner i forbindelse med eventuelle fredsforhandlinger mellem EZLN og regeringen bliver om respekten for de indianske kulturer kan forbindes med udnyttelse af naturresourcerne i de områder der beboes og dyrkes af de indianske befolkningsgrupper."

 

Nedsivningseffekt

Florencio Salazar er ikke i tvivl:

"Vi taler om ressourcer som er af afgørende strategisk betydning for nationen. Derfor må planen nødvendigvis opsplittes i to: Først og fremmest skal man tilgodese de nationale behov og dernæst de lokale. Ved at udnytte de naturlige ressourcer skabes en rigdom som derefter får en "nedsivningseffekt"til de fattigste dele af befolkningen."

Udenfor fælleshuset i Morelia, én af de zapatistiske støttelandsbyer i Chiapas. De tre kvinder har aldrig hørt om Plan Puebla-Panama; de véd ikke, hvad en maquiladora er og på spørgsmålet om de ikke hellere ville arbejde på en fabrik med en fast løn i stedet for slide sig selv op som bjergbønder ude på bøh-landet, svarer én af kvinderne:

"Jamen - vi er da nødt til at have jord! Godsejerne, de har penge men det har vi ikke. Vi er ikke vant til at leve af hvad man kan købe for penge. Vi lever af dét vi dyrker: Majs og bønner, som vores forfædre gjorde før os. Det er vores kultur, vores liv."

 

af Erik Pedersen

Fra Internationalt Forum