Et besøg i Kuna Land
PDF Udskriv Email

San Blas er det spanske navn for Kuna Yala, en autonom region i Panama. Det er kunaindianernes hjem. Det er et unikt samfund, der på mange måder stadig lever som for 500 år siden. Selvfølgelig dukker moderne livsstil og hjælpemidler op hist og her, men samfundet prøver at beskytte deres gamle kulturelle værdier.

Kuna indianernes forfædre levede oprindeligt i Darién bjergene. Da spanierne ankom til Panama talte de mellem 500.000 og 750.000 mennesker. I dag er der kun 55.000 tilbage og de er nu bosat primært langs den caribiske kyst i det område der hedder San Blas eller Kuna Yala. Grunden til at de flyttede ud mod vandet, skyldes til dels pres fra spanierne og flugten fra malaria.

Fastlandets floder forsyner indianerne med frisk vand, områderne omkring floderne dyrkers med afgrøder såsom ananas, majs og avocado. De går på jagt i de store skove, men det er på de små palme øer at de har valgt at bygge deres landsbyer.

Vi havde regnet med at øerne var ubeboet, men før vi fik smidt ankeret var vi omringet af kunaer i udhulede træstammer. De havde dog pli nok til at lade os smide ankeret, før de roede det sidste stykke hen til os, greb fat i båden og overdængede dækket og søgelænderet med molaer. En mola er et helt bestemt type for avanceret broderi som indgår i kuna kvindernes klædedragt. Molaerne er firkantede og danner for- og bagstykke til bluserne. De er meget smukke og farvestrålede og kvinderne har båret dem i de sidste 500 år.

Kunaerne, hovedsageligt kvinder, sagde ikke så meget, men hver gang man kiggede hen imod en af dem pegede de ivrigt på deres varer og hev flere frem fra plastikspande i kanoerne. Deres tavse insisteren blev kun afbrudt af en sagte mumlen om prisen, når man kiggede længere tid på en af deres kunsthåndværker.

Efter vi eftertrykkeligt havde forklaret, at vi ikke ville købe flere molaer og kunakvinderne havde pakket sammen kom en anden kano ud til os. I den stod en lille tæt bygget kunaindianer med rayban solbriller en ting ingen anden kuna vi har set bærer. Han smilede stort og begyndte på udmærket engelsk at fortælle os om hans "business". Efter at have fortalt om restaurantbesøg i lokale omgivelse, udflugter til primitive kunaøer og danseopvisning af kunapiger gav han os hans kort og sagde at vi bare skulle ro ind til øen, hvis vi var interesseret. På kortet stod der "Mr. G's adventure tours".

Mr. G viste sig at være en rigtig spøjs kuna. Hans forældre, der arbejde på den amerikanske militærbase bad amerikanerne om at tage deres 10 årige søn med dem til USA. Som 18 årig var han blevet missionær for mormonerne i Utah, men efter 2 år fandt han ud af, at han var mere interesseret i øl og amerikanske piger end religion. Efter at have fået en professorgrad rejste han tilbage til Kuna Yala og prøvede at blive ansat i turistbranchen, men pga. Panamas diskriminering mod indianere var det ikke muligt. Derfor havde han så startet som selvstændig og han var ikke uden evner.

Kunaerne har megen overtro. Man må ikke bruge opsamlet regnvand, men mange kunaer har fundet ud af at det er lettere at samle regnvand end, at skulle ro ind efter vand på fastlandet. Man må ikke spise blæksprutter for det gør, at man får børn med mange arme, men mange synes nu altså at blæksprutte smager herligt. Man må ikke spise barracuda for så får man lange spidse tænder, men det er nemt at fange en barracuda og de smager fint.

En af deres love siger at landet tilhører alle kunaer, ingen kan eje jorden og alle skal dele den. En anden lov siger at enhver kuna skal betale en afgift hvis han eller hun vil tage til en anden kuna landsby, til en fjern kokosnødplantage eller til en anden by i Panama. Sådan en regel holder live i et kompliceret straffesystem, som spænder fra penge bøder til udstødelse fra samfundet. F. eks. er der en bøde på at kysse en kuna pige på 5 dollars og hvis man får et barn ude for ægteskabet skal der fra farens side betales 50 dollar til samfundet, men så er han til gengæld fri for at have noget videre med barnet at gøre.

Vi fandt også ud af at folkene på Chichime ikke boede der, men var udstationeret der i tre måneder af deres familie for at passe på kokosnødderne. Så selv om kun 49 af øerne er beboet er der næsten altid nogen på alle øerne.

Medicinmænd er ikke så brugte mere som før men de findes stadig. Til helbredelse af fysiske, mentale eller sjælelige lidelser findes forskellige slags specialiserede healere. "Summarket" er healere der tager sig af skade på sjælen eller kroppen. Til deres healing benytter de "nuchus" som er små menneskelige træ figurer, som man tror er i live. De kan hjælpe med at søge efter forsvundne dele af et sygt menneskes sjæl. Disse nuchus er meget hellige og er stadig i alle hjem. De vises normalt ikke frem til fremmede, men Mr. G havde en lille samling vi kunne studere.

"Nele" (åndemaner) er en anden slags healer der også bruger nuchus til at finde årsager der skaber sygdomme. Han besidder magt, for han kan beskylde andre mennesker i samfundet for at udøve onde heksekunstner.

Vi var så heldige at blive inviteret på billig mad inde i indianerhytterne om aftenen hvor vi samtidig fik en rundvisning på kokosøen Chichime. Det var hyggeligt at spise mellem hængekøjerne og sovende indianer børn. Vi fik brødfrugt, ris og fisk, som de selv ville have spist det, tilberedt over åben ild. Indianerne fik en lille skilling til at købe ris og sukker for, som er nogen af de få fødevarer de bruger penge på.

Øerne i Carti gruppen var meget anderledes end Chichime. De var alle sammen fuldstændig fyldt op med huse. Mellem husene var der små smalle stier men meget få åbne pladser.

Som en del af en rundvisning kom vi til den primitive ø; Acuatupu. En ø meget tæt på fastlandet. Der var ikke så mange huse på øen som på Carti. Det var kun for nyligt at de havde fået en skole på øen. Før i tiden kom børnene ikke i skole i mere end et år. Selv om der er kommet en skole, er der stadig problemer med uddannelsen på øen. Skolen har ingen penge eller materialer. Den unge lærer, der kom fra Panama, fortalte om hvordan de stort set manglede alt fra papir og møbler til undervisningsmateriale. Ungerne på øen var helt vildt nysgerrige. De løb i en kæmpe flok efter os overalt og grinede hver gang vi sagde noget til dem. Da vi begyndte at tage billeder af dem med vores digitalkamera og viste dem billedet bagefter, blev de ekstatiske. Mødrene begyndte også at interessere sig for os og kom ud fra deres hytter for at blive fotograferet. Efter mange billeder og hysteriske latteranfald og glædesudbrud efter hvert billede blev studeret på den lille skærm, blev vi kaldt hen til en hytte. Indenfor sad en meget alvorlig udseende bedstemor i en hængekøje og kiggede på sit sovende barnebarn. Barnebarnet havde fået lagt en fin kjole over sig.

Kokospalmerne står meget tæt på alle Kuna Yala's øer. Det er ikke alene naturens værk. Kunaerne brugte før i tiden kokosnødder som møntfod og siden hen har de eksporteret dem til colombianske købmænd og derved fået de ting de ikke selv kunne producere såsom ris, mel, sukker og benzin. Desværre for kunaerne er colombianerne holdt op med at købe kunaernes kokosnødder individuelt. Nu er det kun store plantager der kan sælge deres nødder og det har ramt kunaerne hårdt. Tilbage har de kun turistindtægter og håbet om at finde en ny afgrøde der kan erstatte kokosnødderne.

På alle øer vi besøgte var vi henne og sige goddag til høvdingen. Det er hyggelige visit hvor høvdingen fortæller, at deres hjem er vores hjem og at vi vil være velkomne overalt hvor vi træder, hvorefter han spørger om vi eventuelt har en Marlborough.

Kanoer (kaldet kayoku af kunaerne) ser man overalt hvor man kigger hen. De fleste af dem bliver roet med stor dygtighed, men det er endnu mere imponerende at se dem der sejler for sejl. Det er fantastisk at se en så smal kano med et temmelig stort sejl på drøne igennem en brænding. Kunaerne bruger deres krop som modvægt, men der skal ikke meget sø til at få kanoen til at rulle og det må kræve en fantastisk balance for at undgå at kæntre.

Det tager ca. en måneds hårdt arbejde for en mand at lave en kano af det store cedertræ, men så kan den også holde i 25 år.

Som afslutning på vores rundtur spiste vi luksusmiddag hjemme hos Mr. G. Et lækkert orgie i hummer, krabbe og konkylie tilberedt af Mr. G's mor - igen over åben ild.

Vi har sagt det før, men nu siger vi det igen. Det er fantastisk at opleve mennesker der næsten intet har være så glade og tilfredse med deres liv. Selvfølgelig er der nogen der lider og har det svært, men det er der jo alle steder. I Kuna Yala har kunaerne kæmpet for, og vundet, det land de har boet på i mange hundrede år. Et sted der er deres hvor de er accepteret og kan være sig selv. De er bunden af samfundet i Panama og har sjældent mulighed for at gøre i forskel i Panama, men de har en stolthed over at være kuna som er beundringsværdig.

 

af: Mette og Mads, 7/11/2003