Sejr for oprindelige folk efter 10 års kamp
PDF Udskriv Email

Så længe har det taget emberá-indianerne at få ejendomsret til den jord, de bor på - efter planen får de overrakt deres skøde i midten af september 2012, skriver den danske samarbejdspartner, NGOen "Verdens Skove", i sit nyhedsbrev fredag.

En rejse af floden Rio Moque gennem Panamas tætte regnskov fører ind til landsbyen Moque. Her bor fløjtespilleren Emiliano sammen med sin familie. Her er deres hjem - her har emberá-indianerne boet, så længe nogen kan huske.

 

Emilianos barnebarn, Rud, morer sig med at bade og lege i floden sammen med de andre børn. Ved bredden vasker deres mødre tøj, som kvinderne har gjort det i generationer før dem. Floden er landbyens kilde til liv og den eneste vej, der forbinder landsbyens familier med omverdenen.

Undergrunden i Moque indeholder mange uudnyttede skatte - her findes guld og olie. Men udvindingen af de dyrebare mineraler vil ødelægge naturen og indianernes hjem.

Skønt emberá indianerne har boet i skoven mange hundrede år, har de ingen officielle rettigheder til området og ingen mulighed for at stoppe olieboringer og guldgravninger.

"I store byer sidder store mænd og træffer store beslutninger om vores jord", siger de.

Gennem de sidste 10 år har "Verdens Skove" (tidl. Nepenthes) kæmpet side om side med indianerne for deres rettigheder. Der er fremlagt flere lovforslag, som er blevet afvist af den panamanske regering.

Endelig den 21. december 2009 lykkedes det for Panamas 7 grupper oprindelige folk i fællesskab at få indført nationalloven nr. 72. Loven er grundlaget for en plan, der over en fastlagt periode tildeler de oprindelige folk retten til deres hjem.

Nu er tiden kommet. Efter planen får emberá-indianerne overrakt deres skøde i midten af september 2012.

Hvis alt går vel kan Emiliano spille fløjte ved floden i Moque, velvidende at regnskovens, flodens og de oprindelige folks fremtid er i sikre hænder.

 

Kilde: Verdens Skove